Leverandører

Slagter Lampe: Ærligt håndværk – det kan smages.

Nøgleordet for vores håndværk er den gode smagsoplevelse, og vi går aldrig på kompromis med kvaliteten. Vi kan ikke lade være med at gøre tingene rigtigt, fordi slagterfaget ligger dybt i os alle sammen. Derfor er det fx stadig håndelaget, der afgør, om farsen har den rigtige konsistens.

Den viden, vi har opsamlet gennem tre generationer, giver pølserne deres helt unikke smag. Vi holder fast i at røge over bøgeflis og ved, at den afsluttende modning ikke må gå for hurtigt eller for langsomt. Vores erfarne slagtere udvælger kødet nøje, for når råvarernes kvalitet og renhed fra starten er høj, er vi sikre på, at du i sidste ende får det bedste produkt.

 

Himmerlandskød: 100 % dansk – 100 % nærvær.

Vores kød er udelukkende dansk. Dyrene er født og opvokset hos danske landmænd. Dyrene er slagtet i Danmark og forarbejdet i Himmerland. At vores kød er 100% dansk betyder, at vores dyr ikke udsættes for lange transporter. Udover at højne dyrevelfærden, gavner det også kødets kvalitet.

Vores kunder fremhæver kvaliteten af vores kød, fleksibiliteten og deres faste kontaktperson, der altid er til at snakke med. Himmerlandskød har en god størrelse i forhold til at imødekomme vores kunders ønsker og behov. Som Danmarks næststørste oksekødsproducent, er vi ikke større end, at den personlige betjening og faglige viden stadig er stærkt forankret og kendetegner hele virksomhedens kultur til glæde for vores kunder. Samtidig er vi en virksomhed i fortsat udvikling, og vi har tilstrækkelig volumen til at betjene større kunder.

 

Glumsø slagtehus: Førsteklasses kødprodukter af dansk oprindelse tilpasset kundernes ønsker og behov

For de to virksomheder Glumsø Slagtehus ApS og Danish Pork Meat ApS er kvaliteten en fællesnævner og gennem fælles ejerskab af Henrik Andreasen supplerer de to virksomheder hinanden på bedste vis. Vi lægger også stor vægt på, at leveringstiden er kort. Det er vores målsætning at kunne levere bestillinger af svinekød fra dag til dag. Begge firmaer har egne lastbiler, som er godkendt til transport af køl og frost og som kører på Sjælland og til det øvrige land. Virksomheden bruger kun godkendte vognmænd, forklarer Henrik Andreasen, som er femte generation på Glumsø Slagtehus.

 

Rokkedahl Kylling: Kvalitet siden 1963

Rokkedahl er familieejet og ligger i Nordjylland. Her har vi siden 1963 opdrættet kyllinger med fokus på dyrevelfærd og høj kødkvalitet. I dag er vi tredje generation af familien Rokkedahl, der driver landbruget i landsbyen Kølby mellem Nibe og Løgstør. Hos Rokkedahl er vi er stolte af vores nordjyske arv. Vi lever og ånder for at drive landbrug og opdrætte kyllinger. Og vi har aldrig været i tvivl om, at dyrevelfærd og god kødkvalitet følges ad. Vi tror på, at du får den bedste kylling, når vi selv kan stå inde for opvækst, foder, slagtning – og alle de små detaljer, der tilsammen betyder kvalitet på nordjysk. Vi er også bevidste om, hvordan vi giver arven videre. Derfor passer vi godt på økosystemet ved at sørge for en bæredygtig drift. Hver dag vil vi gøre tingene bedre end i går. Ikke mindst når det handler om at passe på naturen og de ressourcer, som gør det muligt for generationerne efter os at dyrke jorden.